Ja, meget! - Det er decideret en anbefaling fra sundhedsstyrelsen. Læs med her:
''Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at både børn, unge og voksne styrketræner de store muskelgrupper. Styrketræning er således en del af de nye anbefalinger for fysisk aktivitet, som netop er udkommet.
"Vi ved, at træning af de store muskelgrupper har en gavnlig effekt på en lang række helbredstilstande og har en virkning, der rækker langt ud over selve styrkelsen af musklerne. Derfor glæder det mig, at styrketræning nu bliver en del af de officielle anbefalinger for fysisk aktivitet," siger formanden for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard.
Styrketræning af de store muskelgrupper bør fremover være en del af hverdagen for alle borgere over fem år.
Sundhedsstyrelsen anbefaler således, at børn og unge styrketræner mindst tre gange om ugen, mens voksne mellem 18 og 64 har gavn af styrketræning mindst to gange om ugen. Udmeldingen glæder Jeanette Præstegaard, der er formand for Danske Fysioterapeuter.
"Vi ved, at træning af de store muskelgrupper har en gavnlig effekt på en lang række helbredstilstande og har en virkning, der rækker langt ud over selve styrkelsen af musklerne. Derfor glæder det mig, at styrketræning nu bliver en del af de officielle anbefalinger for fysisk aktivitet," siger Jeanette Præstegaard.
Tre anbefalinger til børn og voksne
De opdaterede anbefalinger for fysisk aktivitet indeholder tre elementer. Sundhedsstyrelsen anbefaler således, at borgere over 18 er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, begrænser den tid, de sidder stille og styrker musklerne to gange om ugen. Børn og unge mellem 5 og 17 år skal være aktive 60 minutter om dagen og lave styrketræning tre gange om ugen.
"Rigtig mange af os er gode til at få os rørt hver dag, ligesom de fleste er opmærksomme på at undgå at sidde stille ned mange timer hver dag. Derfor er det rigtig godt, at Sundhedsstyrelsen nu tager næste skridt og anbefaler styrketræning, så vi også får dette element med. Træning forebygger sygdom, og derfor er det så afgørende både for den enkelte og samfundet, at der kommer fokus på forebyggelse og træning," siger Jeanette Præstegaard.''
Der lever en masse myter og misforståelser omkring styrketræning for børn og unge. Du har sikkert hørt nogle af de mest sejlivede: at styrketræning hæmmer væksten, skader knoglerne og senerne - at belastningen er for høj. Men det er noget sludder. Den videnskabelige litteratur er klar omkring at det både er sikkert for børn og unge at styrketræne samt at det faktisk er en god idé med mange positive resultater til følge. Især i et samfund med et stigende antal overvægtige og fysisk inaktive børn.
Mange tror fejlagtigt at styrketræning for børn er noget du bør være påpasselig med. Det udspringer sandsynligvis af en opfattelse om at bevægelse og belastning er farligt samt en sort-hvid tankegang om at øvelser i sig selv kan laves forkert.
Men selv inden vi dykker ned i detaljerne - hvad tror du så er værst for kroppen og sundhed? Styrketræning som bygges gradvist op eller fysisk aktivitet i en tid hvor flere børn og unge er overvægtige og fysisk inaktive - med dårligere motorik, koordination og balance som negative følger.
Forskning viser, at det liv du lever som barn er essentielt for din adfærd som voksen. Er du overvægtig som barn er der omkring 70 % risiko for at du også bliver det som voksen.
Fysisk inaktivitet og overvægt går ofte hånd i hånd - og at det har en ekskluderende effekt. Dvs. at børn med overvægt ofte ikke er med til idræt og sport samt oplever et lavere selvværd om sit udseende og at skulle udfolde sig fysisk.
Styrketræning har en stigende interesse med flere børn og unge som ønsker at styrketræne. Men hvor skal de starte og hvad skal vi lade os guide af? Styrketræning er bevægelse som al anden fysisk aktivitet - men det er mere struktureret, kontrolleret, selvvalgt og langsomt.
I leg og sport er belastningerne på kroppen ofte højere end hvad et barn vil kunne løfte øvelser til styrketræning. Sammenlignes at et barn hopper ned fra et legestativ med belastningen i en styrketræningsøvelse for ben eller ryg, så vil belastningen på fx knæ eller ryg være markant højere ved landingen fra hoppet end et barn kan skabe ved styrketræning.
Derudover er leg og sport ofte forbundet med tacklinger og uforudset kontakt med andre, hvor de typiske skader opstår. De situationer har man sjældent i styrketræning.
Som altid, vil jeg anbefale, at vi primært lader os guide af forskningen, så vi kan tage oplyste beslutninger. Men hvad siger den så?
Styrketræning gør børn stærkere og de oplever bedre kropskontrol og koordination. Derudover ses det at børn bliver bedre til opgaver som fx at hoppe, sprinte og kaste. Med andre ord er der mange positive fysiske resultater at hente i styrketræning for børn.
Det ses også at styrketræning er med til at forbedre overvægtige børns kropskomposition - de taber altså fedtmasse og opbygger muskelmasse. Det er både positivt for deres sundhed og sandsynligvis også deres selvtillid.
Hvis et barn synes det er en sjov form for motion, kan det være mindst lige så nyttigt som andre motionsformer. Faktisk har overvægtige børn en tendens til at være ret stærke fordi de også har mere muskelmasse - og det gør styrketræning til en arena, hvor de nemmere kan mestre opgaverne. Måske endda bedre end deres tyndere venner.
Styrketræning for børn og unge kan altså være med til at:
Forbedre præstation i sport og bevægelse generelt.
Forbedre energi og koncentration.
Være en motionsmulighed for overvægtige børn hvor de ikke bliver ekskluderet.
Forbedre kropskompositionen.